Føle mig om

Vi bruger alle udtrykket: “Jeg skal lige tænke mig om.”. Har du nogensinde tænkt: “Jeg skal lige føle mig om?”.

Når jeg vil pointere, at jeg lige vil tjekke noget efter rent følelsesmæssigt, så siger jeg: ”Jeg skal lige mærke efter”, eller ”Hvad siger min mavefornemmelse mig”.

I bøvlede situationer, i problemer, i håb, i kaos, i glæde er der blandede følelser, og det vi gør, skal vi leve med bag efter. Vi valgte en vej. Jeg mærkede efter … og så viste det sig alligevel, at det ikke var helt ok?

Så … fik jeg virkelig følt efter?

Af alle de følelser der forvirrer og glæder kroppen, fik jeg så satset på den rigtigste for mig?

I ‘Føle mig om’ får nogle mennesker en ‘gave’, den at kunne sanse andres følelser og føle sine egne. De bliver en udfordring for sig selv og deres omgivelser.

For hvad skal man egentlig stille op, når ens sansninger og synsninger fortæller én, at virkeligheden ikke er den, man troede den var, og andre ikke ser det?

Når man finder ud af, at følelser kan være forunderlige og forfærdelige. Forløsende og forræderiske. Opløftende og nedbrydende. Glædesfyldte og uhyggelige.

Og når man finder ud af, at sproget overhovedet ikke, i sig selv, kan rumme den følelsesmæssige virkelighed, vi alle deler med hinanden.

Stoffer oplever til en start, at ‘følelser’ er noget værre lort, og finder ud af, at de faktisk kan være det og samtidig også, at de er det mest vidunderlige der findes.